Vores tanker bliver til følelser, vores følelser bliver til stemning - og den stemning bliver til vores børns verden.

Der er få steder i livet, hvor kærlighed og frygt står så tæt side om side, som de gør i forældreskabet.
Frygten for at gøre skade på vores børn.
Frygten for, at de ikke klarer sig – eller ikke “klarer sig godt nok”, hvad end det egentlig betyder.
Frygten for, at vi har svigtet, overset eller handlet forkert.
Eller for at blive stemplet som dårlige forældre.

Alt det er helt menneskeligt.
Frygt er en genstridig følgesvend til kærligheden - den forsøger uskyldigt at beskytte os mod alt det, der føles ubehageligt. Mod at fejle.

Men når frygten får lov til at styre vores sindstilstand, når den bliver det filter, vi ser verden igennem, de briller vi hele tiden har på, så mister vi forbindelsen til os selv. Til vores medfødte visdom og sunde fornuft. Til det sted i os, hvor vi ser klart og handler fra tillid.

Og når det sker, begynder vi ubevidst at skabe en stemning, som vores børn mærker længe før de forstår den med ord. De afkoder ikke kun det, vi siger og gør, men den måde, vi er på. De mærker vores sindstilstand i blikke, i stemmeføring, i tempoet i vores bevægelser. De opfanger og afkoder hele atmosværen.

Når vi er rolige, hviler der en blødhed omkring os.
Når vi er bekymrede eller bange, bliver luften tættere – tempoet hurtigere.
Et barn behøver ikke høre ordene “pas nu på” for at føle, at verden er farlig.
Det mærker det, hvis vi sender signaler om kontrol, om at vi overvåger dem eller ikke stoler på deres egen evner.

De fleste af os gør det uden at vide det, fordi vi selv er formet i en kultur, hvor ansvar let glider over i kontrol, og hvor omsorg ofte forveksles med bekymring.

Men børn lærer ikke kun gennem ord.
De lærer gennem atmosfære.
De lærer, hvordan verden føles, når man er menneske.
Og hvis stemningen omkring dem er farvet af frygt, lærer de langsomt, at livet er noget, man skal være forsigtig med – i stedet for noget, man kan hvile i.

Trivsel indefra

Barnets trivsel hænger uløseligt sammen med den voksnes bevidsthedstilstand. Når vi som forældre opdager, at vores egen ro ikke afhænger af barnets adfærd, men af vores sindstilstand i øjeblikket, af de briller, gennem hvilke vi oplever vores barn, åbner der sig et helt nyt rum for kærlighed. Forståelse. Tillid og forbindelse.

Vi kan begynde at se, at når vi mærker frygt, er det ikke et signal om, at der er noget galt med barnet, men et tegn på, at vores tanker i dette øjeblik er blevet forurenet og tilsløret af forvirring og frygt. Frygten viser sig, fordi vi midlertidigt har glemt, at vi allerede rummer visdom og tryghed. Både os selv og vores barn.

Denne forståelse er dybt forankret i De Tre Principper:

Tanke☁️ – den kreative kraft, der former vores oplevelse. Bevidsthed 🔦 – det lys, der gør os i stand til at opleve og mærke. Livskraft❤️ – den iboende intelligens, der altid peger os mod balance.

Når vi begynder at se, at vores følelser og oplevelse kommer fra vores tanker i øjeblikket - både de bevidste og ubevidste - og ikke fra barnet, adfærd eller ydre omstændigheder sker der noget - vi slipper kontrollen og falder tilbage i tillid. Vi opdager, at vi ikke behøver reagere på hver lille bekymring, men at vi kan lade den drive forbi. Og i det øjeblik genopstår forbindelsen til den livskraft, der altid har været der.

Vores følelser smitter

De tanker, vi tror på, skaber de følelser, vi står i. Og vores børn lever midt i det følelsesmæssige klima, vi ubevidst skaber. Når vi går rundt med bekymring som baggrundsstøj, drypper den stemning stille og roligt ned gennem relationen, som små strømninger barnet lærer at navigere i. De mærker det, længe før de kan sætte ord på det: den hurtige vejrtrækning, tonen, tempoet, den måde vi ser dem på. Vores indre verden bliver på den måde et slags vejr, vores børn lever i. Nogle dage er himlen klar og mild. Andre gange er der skyer og storm. Tornado. Og børn er intuitive nok til at tilpasse sig vejret, også når det ikke er deres eget.

Et barn, der ofte mærker forældrenes frygt og bekymring, kan begynde at tro, at verden faktisk er farlig. Ikke fordi det bliver italesat, men fordi det mærkes. Fornemmes. Og uden at vide det begynder barnet at bære på noget, det slet ikke skal.

Som forældre ønsker vi kun at beskytte vores børn. Vores kærlighed er ren, og alligevel kan vi, helt ubevidst og uskyldigt, komme til at lægge et ansvar for vores egne følelser på deres små skuldre. Og der hører de ikke til.

Når vi selv mister fodfæstet, kan vi, uden at ville det, komme til at søge tryghed gennem barnet: i dets reaktioner, dets ro, dets smil. Adfærd.

Vi mærker ubehaget i os selv, men i stedet for at lade det passere og tage ansvar for det, prøver vi at dæmpe det ved at få barnet til at have det anderledes.

“Bliv nu glad igen, lille skat.”

“Lad nu være med at være så vred, der er ikke noget at være vred over.”

“Sådan noget skal man ikke være ked af.”

Det sker i bedste mening i et forsøg på at skabe ro. Men under overfladen bliver det barnet, der får ansvaret for vores følelser.

Barnet mærker ikke kun sit eget ubehag, sine egne følelser, men også vores.

Og uden at vide det begynder det at tro, at det har magten til - eller ansvaret for - at få os til at få det bedre. Når mor virker ked af det, eller far er urolig, vågner der et instinkt i barnet, om at hjælpe.

Det prøver at skabe ro, måske ved at være ekstra sødt, ekstra roligt, ekstra tilpasset.

Andre gange ved at trække sig, for ikke at gøre det værre. Eller flytte fokus ved at reagere ekstra voldsomt.

Det sker ikke, fordi barnet vil styre os, men fordi det elsker os.

Det forsøger at bevare den forbindelse, som er så livsvigtig, den tryghed, som alle børn længes efter at mærke.

Men når barnet tager ansvaret for vores følelser på sig, bærer det noget, der ikke er dets eget: vores uro, vores frygt, vores tvivl og usikkerhed.

Når vi som voksne begynder at se dette mønster, ikke som skyld, men som indsigt, kan noget forløses. For vi opdager, at vi aldrig behøver at lægge vores følelsesmæssige vejr over i barnet.

Vi kan lade vores egne skyer drive forbi, og på den måde frigive barnet til blot at være barn igen.

Når klarhed smitter mere end frygt

Det smukke er, at påvirkningen går begge veje. Når vi falder til ro, smitter det lige så hurtigt. Klarhed føles som solskin efter regn. Friskt og nyt. En ny begyndelsen. En ny mulighed. Når vi som voksne står forankret i vores egen ro, forandres stemningen i hele rummet. Børn mærker, at de kan ånde. Sænke skuldrene. At de ikke skal regulere andres følelser. At de er frie til at være.

Når vi står i tillid, lærer de tillid. Når vi står i kærlighed, lærer de kærlighed. Når vi falder til ro, falder de også til ro. De lærer at regulere deres egne følelser.

Frygt og usikkerhed vil altid dukke op, sådan er menneskelivet. Men vi behøver ikke dvæle i de følelser. Når vi forstår frygten, mister den sit greb. I stedet for at reagere på frygten, kan vi begynde at genkende dens mønster: "Åh, mit sind er godt nok støjende lige nu. Det er ikke virkeligheden, det er blot mine uhjælpsomme og trætte tanker."

I det øjeblik kan vi træde et skridt tilbage og se det hele lidt klarere. Og handle langt mere hjælpsomt.

Når vi ser, at vores oplevelser hele tiden skabes indefra, fra vores tanker i nuet, bliver forældreskabet ikke længere et sted, hvor vi skal præstere, men et sted, hvor vi kan opdage. Hvor vi kan vokse og udvikle os.

Vi opdager, at kærlighed ikke kræver kontrol, og at ro ikke kræver anstrengelse.

Den opstår, når vi tør give slip - på frygten, på kampen, på forestillingen om, at vi skal have styr på det hele.

Det handler ikke om at blive en ny slags forælder.

Det handler om at se, at vi allerede har alt det, vi søger, ro, kærlighed og visdom, lige under tankerne.

Når vi husker det, bliver det lettere at være os, og lettere at være dem.