indtil jeg blev opmærksom på min forrude.

Der var engang, hvor jeg oprigtigt - og med både hjerte, krop og sjæl - troede, at det jeg følte, kom fra noget udenfor mig.

At det var min mand, som gjorde mig lykkelig eller frustreret. Trist eller glad.  At det var mine drenge, som kunne give mig dårlig samvittighed. Gøre mig stresset eller vred. At det var en kollega, som kunne ødelægge min dag. 

Og det værste var, at jeg tog det hele så forfærdeligt personligt.

Jeg troede, at det jeg følte og fornemmede fortalte sandheden om de andre. Og jeg troede også, at jeg kunne tolke, hvad de tænkte og følte om mig. At jeg kunne mærke, om nogen brød sig om mig, var skuffede, irriterede, eller syntes, jeg gjorde det godt nok eller slet ikke godt nok. Jeg var overbevist om, at jeg skulle opføre mig på bestemte måder for at blive accepteret, sige det rigtige, smile på det rigtige tidspunkt, vise forståelse, selv når jeg var udmattet. Sige ja, selvom jeg havde lyst til at sige nej. Sige nej, selvom jeg i hjertet gerne ville sige ja. 

Jeg levede et liv med en konstant følelse af at være på overarbejde. Et liv, hvor jeg forsøgte at styre noget, jeg aldrig kunne styre: andres tanker, handlinger og følelser. Jeg troede, jeg kunne ændre menneskerne omkring mig - hvis bare jeg sagde det rigtige, gjorde mig umage nok, var mere tålmodig, mere rummelig, mere kærlig. Mere fast og tydelig. Konsekvent. 

Men den slags forandring varer aldrig ved. Ja, i en kort periode kunne min mand måske nok gøre x y z og ja, måske mine unger var lidt mere aktive i køkkenet og svingede støvsugeren, men det endte altid det samme sted - med min frustration over at forandringen aldrig holdt vand. 

Indtil jeg indså at ægte forandring kan kun komme indefra - når noget i os selv falder på plads og vi er klar til at tage skridtet. Jeg begyndte at opdage dette, da jeg så, hvordan mit psykiske design egentlig hænger sammen - hvordan tanker skaber følelser, og hvordan oplevelsen af verden altid skabes indefra.

Hændelser og adfærd er, hvad de er. Men oplevelsen af dem – den er min og altid individuel.

Det var næsten som at kunne trække vejret igen - sådan helt ned i maven.

Som at opdage, at jeg hele tiden havde haft en fjernbetjening i hånden, jeg bare ikke vidste, jeg kunne bruge.

Det var vildt - fuldstændig fantastisk at opdage. 

Lidt ligesom pludselig at opdage, at jeg selv sidder bag rattet. Jeg er chaufføren! Ikke passageren. At mit sind - livskraften - er bilen. Om det er en Mazda, Tesla eller BMW går vi ikke ind i her - og pyt med årgangen ;) hi hi. Min bevidsthed er min forrude.

Når forruden er klar og ren, kan jeg se vejen foran mig, reagere stille og roligt, navigere sikkert, mærke vinden, solen, landskabet. Undgå modkørende biler og enlige træer i vejkanten. 

Men når min forrude er dækket af skidt, støv og gamle insektrester - alle de tanker, forestillinger og historier, jeg har samlet op undervejs - så ser jeg ikke længere klart. Jeg kan komme til at ramme ind i alt muligt, blive forskrækket, bremse for hårdt eller køre i ring, fordi jeg tror, problemet ligger i vejen - ikke i ruden. Så er det virkelig ikke rart at køre bil. Jeg bliver bange, usikker og nervøs. 

Da jeg opdagede forskellen, ændrede alt sig. I took my power back. Min frihed. Jeg mærkede mig selv. Mine behov, grænser og muligheder.

Verden blev ikke anderledes, menneskene i min verden blev ikke anderledes, men min udsigt til den og dem gjorde.

Og det smukkeste af det hele.  

Hvis det var sandt for mig - var det også sandt for alle andre. For dig. 

Jo mere jeg lod mennesker være, som de er, og mig selv være, som jeg er - jo stærkere mærkede jeg kærligheden. Jo dybere blev forbindelsen. Til mig selv. Til dem jeg elsker. 

For kærlighed kræver ikke, at vi justerer og ændrer på hinanden. Den folder sig bare ud, når vi stopper med at holde fast.

Fra at vejen til tider kunne føles som et rædselskabinet, blev det til en legeplads. Et sted at opleve, udforske og elske fra.

Det er den største gave, jeg nogensinde har fået. At forstå, at jeg ikke behøver kontrollere verden - jeg skal bare huske at pudse ruden. Holde ind til siden og trække vejret, mens stormen raser og vente til sigtbarheden er god igen. 

Og måske er det netop derfor, jeg elsker at dele denne forståelse i mit arbejde.

For der sker noget helt særligt, når et menneske opdager det samme.

Når lyset tændes i øjnene, og skuldrene sænker sig. Når vejrtrækningen bliver dyb og rolig. 

Når de pludselig ser, at de ikke længere behøver kæmpe for at få ro, men allerede er den ro, de har ledt efter.

De øjeblikke bevæger mig hver gang.

For det er ikke en teknik, en metode eller en øvelse.

Det er en genkendelse.

Et lille glimt af, hvem vi i virkeligheden er - bag alt det, vi troede, vi skulle være.