💔 Det er ikke kun børnene, vi taber..

Så har jeg set den omtalte dokumentar "Skolens tabte børn" til ende – og den rammer dybt.

Uden tvivl. Og på så mange forskellige måder.

Præcis som den skal. Som det er hensigten at den skal. For personlige historier rammer os, det rør os, og vi kan genkende brudstykker af os selv, vores egen historie, vores egen lidelse.

Kampe og sejre.

I dokumentaren tales der – som det så ofte gør i skoledebatten – ind i fortællingen om, at lærere og pædagoger mangler kompetencer, metoder, viden, værktøjer eller efteruddannelse.

"For at skabe en skoleverden, som kan rumme alle børn uanset hvile hjerner man har, er af de vigtigste anbefalinger jeg kan komme med det handler om at klæde lærere og pædagoger på med nok viden" - citat Kirsten Callesen - Psykolog og rådgiver i skolefravær.

Thyge Tegtmejer, seniorforsker Analysecentret Vive udtaler: "Ca halvdelen af lærerne i almen skolen, når vi spørger dem jamen så vurderer de at de kun i begrænset omfang eller slet ikke har de faglige kompetencer til at arbejde med at ændre miljøet så det passer til forskellige elevers støttebehov." - 

Den ramte mit lærerhjerte dybt. 💔

I dette blogindlæg tager jeg derfor lærer- og pædagoghatten på – og ser på, hvad der sker, når vi står midt i det.

For indefra ser billedet måske anderledes ud.

Ikke fordi vi lærere og pædagoger ikke ønsker at dygtiggøre os - det kan vi ret godt lide - men fordi vi ofte står i rammer, der ikke tillader, at vores faglighed, erfaring og menneskelighed rent faktisk kan få lov at komme i spil.

Når en fortælling bliver den oplevede virkelighed...

I min optik risikerer denne "fortælling" om skolens tabte børn hurtigt at overse noget, som jeg mener er altafgørende: at mistrivsel i skolen ikke kun rammer eleverne – den rammer også de voksne, der står omkring dem.

Når lærere og pædagoger presses ud over deres ressourcer, når vores rammer og de forventninger, der stilles til os ikke hænger sammen, så bliver det ikke blot børnenes udvikling og trivsel, men også de voksnes faglige stolthed, menneskelige overskud og relationelle kvalitet, der tabes.

Når jeg som fagperson igen og igen bliver mødt med fortællingen om, at der skal mere til – mere uddannelse, flere redskaber, nye metoder – så forstærkes min oplevelse af ikke at være tilstrækkelig.

Ikke god nok. 

Ikke dygtig nok. 

Ikke tydelig nok.

Og så begynder vi selv at tro på fortællingen. Tro på at vi ikke er nok, at vi skal repareres, opgraderes eller lære noget nyt, før vi kan lykkes.

Præcis ligesom de børn og forældre, som vi følger i dokumentaren 💔

Måske er der noget vi har misforstået?

Det, der skaber tryghed, ro og trivsel i mødet mellem børn og voksne, ligger ikke først og fremmest i systemer, planer og procedurer – men i den menneskelige kontakt. I det sted i os, hvor vi stadig kan mærke os selv, lytte åbent og se bag adfærd.

Når den forbindelse forsvinder – når vi mister fornemmelsen af ro, mening og nærvær – mister vi også adgangen til det, der gør vores fag levende.
Det er ikke fordi, vi mangler redskaber, men fordi vi har mistet forbindelsen til det, vi allerede har. Det vi allerede er.

I mine øjne står vi derfor ikke alene overfor en krise hos eleverne.
Det er hele vores skolekultur, der smuldrer.
En kultur, hvor de voksne selv oplever stress, udbrændthed og afmagt som aldrig før – og hvor det pædagogiske fundament langsomt udhules. Flere og flere lærere og pædagogoer giver op, søger andre erhverv - bliver syge.

Men jeg tror stadig på, at der findes et andet sted at se fra. Jeg ved det. Jeg mærker det. Hver dag.
Et sted, hvor vi ikke hele tiden skal gøre mere, men opdage mere. Se noget nyt. Hvor vi tør tro på, at både børn og voksne allerede rummer alt det, der skal til for at læring og trivsel kan vokse.

Et strukturelt problem – ikke et individuelt

Mistrivsel kan ikke udelukkende gøres til et spørgsmål om manglende kompetencer, for så flytter vi ansvaret væk fra systemet og rammerne og hen på det enkelte menneske. Enkelte faggruppe.
Vi gør noget strukturelt til noget personligt.
Og det er ikke alene urimeligt – det er uholdbart.

For mistrivsel - hos børn og voksne - er et fælles ansvar. 

Det, der presser lærere og pædagoger, er sjældent mangel på viden, lyst eller evner.
Det er den konstante oplevelse af at skulle få det umulige til at hænge sammen.
At stå i et felt, hvor idealer, dokumentation, tidsmangel og menneskelige behov konstant kolliderer – og så stadig forsøge at være den trygge base for børn, der har brug for nærvær, ro og ægte kontakt.

Det er ikke os, der ikke vil.
Det er rammen, der ikke kan bære.

Når vi glemmer det, mister vi blikket for helheden. Vi fokuserer på detaljer. Vi kan ikke se klart.
Vi begynder at lede efter fejl i mennesker, i stedet for at se på den kultur og de betingelser, der får mennesker til at miste fodfæstet. Vi peger på forældre, fagpersonale etc. Vi peger væk fra os selv.
Bag en udmattet lærer og frustreret pædagog findes stadig den samme faglighed, den samme kærlighed til børnene og den samme dybe længsel efter at gøre en forskel.

Derfor har vi ikke brug for flere metoder, redskaber og værktøjer.

Vi har brug for at genfinde forbindelsen – til os selv, til hinanden og til det menneskelige grundlag, som al pædagogik og læring bygger på.

Et sted, hvor vi ser med nye øjne på, hvad trivsel egentlig betyder, og hvordan den opstår.

Når vi ser i den retning, begynder noget at forandre sig.
Ikke fordi vi gør mere, men fordi vi ser anderledes.

Fordi forandring starter med os. Indefra og ud. 

Måske er det netop her, en ny samtale kan begynde.
En samtale, hvor vi lytter nysgerrigt – åbent - og ikke for at finde skyld, men for at opdage nyt.
Hvor vi deler erfaringer, stiller spørgsmål og tør undersøge, hvad der sker, når vi flytter blikket fra metoder til menneskelighed.

Fra udefra og ind - til indefra og ud. 

Jeg håber, du vil være med i den samtale. Ikke for at finde en færdig løsning – men for at finde tilbage til det sted, hvor vi husker, hvorfor vi valgte at arbejde med mennesker.

Du er velkommen. Link til Online Dialogaften.