Jeg er mor til tre skønne drenge - den ældste er flyttet fra reden - og nu er mine to yngste ikke helt så "små" mere, og den virkelighed prikker til noget inde i mig.

Jeg kan mærke skiftet - føle det - i hjertet og høre det i mine tanker. 


Og de tanker, de fornemmelser og følelser vil jeg gerne dele med dig. Måske du kan høre noget nyt, genkende noget fundamentalt, som du måske havde glemt at lytte til på grund af tankernes larm. 

De er skrevet fra mit moderhjerte til dit.

Når vores børn vokser, ændrer vores relation sig. Ikke fordi vores kærlighed til dem bliver mindre, men fordi den får en anden form. Et andet udtryk. Det, der før var naturligt og altafgørende - at være tæt på, tage ansvar, være den, der ved alt og holder styr på alt - at være den, de altid vendte sig mod - kan pludselig begynde at føles tungt. Ikke forkert. Bare tungt. Eller helt forsvinde. 

Mange kvinder mærker i denne fase en indre uro. Det gjorde jeg og jeg ser det ofte i de kvinder, jeg arbejder med. En tvivl på, om de gør det rigtige. Om de giver for meget plads - eller for lidt. Om de trækker sig - eller svigter. Det er forståeligt. For rollen som mor har været dybt forankret i ansvar, nærvær og betydning, og når den ændrer karakter, bliver det også nødvendigt at se på sin egen position i relationen.

Det helt store spørgsmål - hvem er JEG, når jeg mine børn ikke længere har det samme behov for mig?

At give plads til sit barn eller sin ung er ikke det samme som at forlade eller svigte. Ligesom det heller ikke er svigt at give plads til dig selv. Dine behov. Det er heller ikke at holde op med at interessere sig. Det er at vælge at stå et andet sted. Et sted, hvor vi ikke længere tager ansvar for det, der i virkeligheden tilhører dem: deres oplevelser, deres følelser, deres møde med verden.

Det kræver noget af os. For i det øjeblik vi slipper grebet, bliver vi konfronteret med vores egne følelser. Frygten. Uroen, der kan opstå, når vi ikke længere er nødvendige på samme måde. Savnet. Frygten for at miste forbindelsen. Længslen efter at blive valgt til.

Her er det let - ofte helt ubevidst - at komme til at lægge ansvaret over på barnet. At forvente, at de skal give os ro, bekræftelse eller tryghed. Men det er ikke deres opgave. Et barn skal ikke bære sin mors indre liv.

Når vi tager ansvar for vores egne følelser, sker der noget afgørende i relationen. Der bliver mere plads. Mere lethed. Ikke fordi barnet ændrer sig, men fordi vi holder op med at fylde relationen med vores behov.

At stå varmt og trygt, stærkt og modigt, i sit eget liv gør os mere tiltrækkende at være sammen med. Ikke fordi vi gør noget særligt, men fordi vi ikke kræver noget. Når vi hviler i os selv, kan vi møde vores børn uden at ville noget med dem. Uden at skulle rette, forklare eller sikre os, at de har det på en bestemt måde.

Mit formål som mor er ikke, at mit barn skal have brug for mig for at kunne leve sit liv. Tværtimod. 

Jeg ønsker, at mit barn bliver så selvstændigt og livsdueligt, at det kan stå i verden uden mig. Også selv om det kan gøre ondt.

Og netop derfor også kan vælge mig til.

Ikke af pligt. Ikke af afhængighed. Men fordi det føles godt at være sammen.

Den bevægelse begynder ikke i barnet. Den begynder i mig. I den måde, jeg tager ansvar for mit eget indre liv, og i den position, jeg vælger at stå i som mor, kvinde og menneske.

For mig personligt har denne forståelse jeg taler fra - De Tre Principper - været afgørende. Den har hjulpet mig til at se, hvor jeg tog ansvar for noget, der i virkeligheden ikke var mit. Altid af kærlighed og med de bedste intentioner. Og hvor meget frihed der opstår, når jeg tager mit ansvar for mit indre liv hjem.

Ikke som afstand.
Men som tillid.

Tillid til mit barn og til deres evne til at mærke, navigere og finde vej.
Og tillid til, at relationen ikke bliver svagere af plads - men ofte stærkere.

I dag står jeg et sted, hvor jeg ikke længere behøver at holde fast for at føle mig forbundet. Jeg kan blive stående, varmt og kærligt, i mit eget liv. I tillid.

Og derfra møde mit barn som det menneske, de er ved at blive.

Det er ikke altid let.
Men det er ærligt.
Og det føles rigtigt.


Og det føles rigtigt, kærligt, at tage mig af mig selv - og vise mine drenge hvor vigtigt netop det er - af kærlighed til dem, så jeg kan være den bedste udgave af mig.