Der sker noget afgørende og transformerende, når vi stopper op med at placere ansvaret for vores indre trivsel og liv hos andre mennesker eller vores ydre omstændigheder.

Ikke fordi andre mennesker og deres handlinger ikke har betydning.
Ikke fordi det, vi har været igennem, ikke har sat spor i os.

Men fordi vores liv ikke kan leves, heales eller bæres af nogen eller noget udenfor os selv.

Mange af os har - helt forståeligt - lært at orientere os udad. Specielt når noget gør ondt. 

Hvis bare du forstod mig bedre. Hvis bare han ændrede dig. Hvis bare hun tog sig sammen. Hvis bare situationen var anderledes. Så ville jeg, så kunne jeg, så kunne vi…

Men så længe vi står dér, bliver noget i os sat på pause. Ikke vores liv. Det lever sig selv. Men vores frihed.Vores handlekraft. Vores medbestemmelse.

De Tre Principper - og hvad der skaber vores oplevelse

Der findes en forståelse af sindet, som peger på noget meget enkelt og samtidig dybt frisættende:

At det, vi oplever, altid opleves indefra.

Vi lever ikke direkte i det, andre mennesker siger eller gør.
Vi lever i den oplevelse, der opstår i os, i øjeblikket.

Det kan ses helt konkret, hvis vi giver os selv tid til at kigge.

Den samme situation kan føles tung den ene dag og næsten ligegyldig den næste.

Det samme menneske kan opleves som krævende i ét øjeblik og som helt neutralt i et andet.

Det ene øjeblik er din partner sød og vidunderlig - det næste øjeblik er han eller hun en nar, irriterende og egoistisk.

Den ene dag er du så taknemmelig for din bolig, dit job etc - dagen efter er boligen så godt som ubeboelig, jobbet forfærdeligt etc. 

Det er ikke, fordi virkeligheden,omstændighederne eller partneren er en anden, men fordi vores oplevelse af det er.

Det peger på noget vigtigt:

at det ikke er verden, relationerne eller omstændighederne i sig selv, der skaber vores indre tilstand, men den måde tanker bliver levende for os i øjeblikket.

Det betyder ikke, at andre mennesker og deres handlinger ikke har betydning.
Men det betyder, at deres betydning altid lander som en oplevelse i os - indefra.

Og når vi begynder at se det, er der noget som rykker sig.
Fordi vi opdager, hvordan livet rent faktisk opleves.

Når vi giver nøglen væk

Når vi tror, at vores egen ro, trivsel og lykke afhænger af, at andre forstår os, ændrer sig eller gør det rigtige, forærer vi nøglen til vores indre liv væk. Vi fralægger os selv vores egen kreative kraft og skabelse. 

Vi begynder at leve på betingelser.

Hvis du er tilfreds, kan jeg slappe af.
Hvis stemningen er god, kan jeg være mig selv.
Hvis du anerkender mig, kan jeg få fred. Selvtillid etc.

Hvis ungerne bare kunne være taknemmelige, så kunne jeg slappe af.

Og hvis min ex dog bare ville… så kunne jeg…

Det kan se ud som omsorg. Og det kan også være omsorg.

Men det kan også blive et forsøg på at styre noget, der ikke kan styres udefra: vores egen oplevelse.

Når omsorg bliver betinget

Nogle gange opdager vi, at det, vi har gjort for at bevare roen, er det, der gør os trætte. Udmatter os. Tærer på vores mentale og fysiske kræfter. 

Vi holder igen, lægger bånd på os selv og andre. Bider os i tungen. 

Tilpasser os. Tager ekstra hensyn.

I håb om at det vil blive mødt. Set, hørt og bemærket. 

Og dér opstår - ofte helt ubevidst - en forventning:
Nu har jeg jo taget hensyn til x y q og z.
Nu må du/I også tage hensyn til mig, og alt det jeg har gjort for dig/jer…

Det bliver sjældent sagt højt.
Men det kan mærkes. I maven, i hjertet og i rummet. I energien. 

Når det ikke bliver mødt, kommer skuffelsen.
Nogle gange som irritation. Andre gange som tristhed eller følelsen af at stå alene.

Følelsen af at være offer for andres luner og adfærd. Dominans og kontrol.

Vi råber. Kommanderer. Trækker os.

Det handler ikke om manipulation eller skjulte motiver.
Det handler om en misforståelse i spil:

At vores indre ro kan sikres gennem andres reaktion og adfærd.

Ansvar uden selvbebrejdelse

Når vi stopper med at give skylden væk og pege ud i verden, falder ansvaret tilbage på plads.

Ikke som skyld.
Ikke som “Så må jeg jo bare tage mig sammen, holde ud og underlægge mig”.

Men som en erkendelse af, hvor oplevelsen faktisk bor. Hvor og hvordan den skabes.

Det her er vigtigt:
Ansvar for vores oplevelse betyder ikke, at andre ikke har ansvar for deres adfærd.
Det betyder ikke, at vi skal blive i det usunde forhold, jobbet eller situationen.
Det betyder ikke, at vi ikke skal handle.

Det betyder bare, at vores indre ro ikke kan afhænge af, at nogen andre gør det rigtige først.

Når noget slipper

Når ansvaret vender hjem, slipper behovet for at være på en bestemt måde ofte af sig selv.

Ikke fordi vi træner os i at sætte grænser, men fordi vi ikke længere prøver at købe ro med tilpasning.

Vores nej bliver tydeligt og klart.
Vi hører et tydeligt ja indefra, som ikke forklares.
En ærlighed, der ikke kræver drama.

Og måske mest afgørende:
Vi holder op med at vente.

Friheden i det

Ansvar, set gennem De Tre Principper, er frihed.

Frihed fra at skulle styre relationer for at få det godt.
Frihed fra at gøre vores indre liv afhængigt af andres forståelse og accept.
Frihed til at møde livet indefra - og handle mere klart, når handling er nødvendig.